IFK plan

Udvikling af Køge Nord


I 2019 åbnede den nye Køge Nord station, som var startskuddet til en stor udvikling af hele Køge Nord, nemlig et nyt erhvervsområde langs stationen og et helt nyt byområde med 1600 nye boliger. Det er helt fantastisk at Køge Kommune har fået øjnene op for vores område og vil udvikle på det. 

I 2020 besluttede byrådet desuden at man skulle lave en Kulturplan for det nye byområde og de afsatte 5 millioner om året i 2021, 2022 og 2023. I alt 15 millioner til kultur i det nye byområdet. 

Kommunen igangsatte herefter en langt projekt med et rådgivende konsulenthus og en masse møder med lokale foreninger, borgere og virksomheder. Kulturfuglen har været med i denne proces helt fra starten og har været meget glade for det. 

I 2021 blev den lange proces så til en byrådsbeslutning om at godkende de 5 millioner hvert år til en IFK plan (Idræt-, Fritid- og Kultur plan), som den har skiftet navn til bl.a. pga. input fra borgere. 

Byrådet har besluttet at pengene skal bruges på 10 projekter, med forskellige kommunale aktører som projektledere/holdere. 


De 10 projekter skal nu skydes igang med et borgermøde. Se herunder hvad Kulturfuglen har budt ind med og har af kommentarer til de ti projekter og IFK planen generelt. 

Køge Nords IFK plan


Se den vedtagne plan med de ti projekter her

Kulturfuglens kommentarer


Vi har hele vejen igennem været proaktive og konstruktive, men vi er også kritiske for, at kommunen kun tænker Skovbyen som Køge Nord. IFK planen skal samle hele byen, ikke kun det nye. Og det skal ske med lokale kræfter. 

De 10 projekter


De ti ideer i IFK planen er nu blevet til ti projekter med forskellige projektledere og budgetter. se dem her. Bemærk, at pengene (5 millioner) skal bruges årligt, de kan ikke flyttes til næste år. Der skal altså bruges 5 millioner i 2021 på IFK i Køge Nord. 

Nu har vi brug for dig!


Det er super fedt at der er afsat mange penge til udvikling af Køge Nord og der kommer helt sikkert til at ske mange fede ting. Kulturfuglen arbejder med vores egen IFK plan men prøver selvfølgelig også at præge kommunens plan og få de to til at hænge sammen. 


De ti projekter har stadig meget fokus på Skovbyen i stedet for hele Køge Nord, og bortset fra Køge Nord Sportcenter er projektlederne ikke lokale aktører. Derfor har de og vi brug for at en masse borgere hjælper med at udvikle videre på projekterne.  

Byrådet har været meget tydelige om, at lokalsamfundet skal inddrages i projekterne, og at de kan tilpasses til vores ønsker.  

Så kom med til borgermødet d. 24. marts hvor projektlederne igangsætter deres projekter. 


Vi skal sikre at de 5 millioner i 2021 skal bruges og bruges fornuftigt til gavn for idrætten, fritiden og kulturen i hele Køge Nord. 


Se videoerne fra byrådsmøderne hvor politikerne fortæller om inddragelse af lokale borgere og foreninger.